Oplevelser til sanserne

Børn sanser med hele kroppen, og meget mere intenst end voksne.

De gør erfaringer gennem deres krop og deres sanseoplevelser. Kvaliteten i sanseoplevelserne har derfor stor betydning for børnenes udvikling.

I Ellemosen lægger vi vægt på at give børnene en bred vifte af kvalitetsrige sanseoplevelser gennem leg med forskellige naturmaterialer, gennem kropslige udfordringer, og gennem sange og billedrige fortællinger.

Vi prioriterer kvalitet i vores madvarer og i vores valg af materialer. Både i vores indretning og i vores valg af legetøj vælger vi naturmaterialer, som er behagelige at røre ved og lade sig omgive af.

3 dage i ugen laver vi økologisk mad i børnehaven, og vi indrager gerne børnene i tilberedningen så de får mulighed for at røre, se og dufte. De 2 øvrige dage har børnene madpakke med.

I Ellemosen er vi meget ude hele året. Børnenes sanser vækkes, når de oplever naturens elementer i de forskellige årstider. Kulden som bider i kinderne, den tynde knasende isskorpe på vandpytterne, den milde forårssol, øsende regn, ruskende blæst og varmen fra ilden, når vi tænder bål i haven.

Naturen lærer os at være nysgerrige overfor verden, og vi kan gå lige ud i den og suge det hele til os.