Årstidsfester

I Ellemosen lever vi med i årstiderne og naturens kredsløb.

Hver årstid og hver årstidsfest har sin særlige stemning og vækker bestemte følelser. Én fest kalder på humor og munterhed, en anden på mod og hjælpsomhed, og en tredje måske på stille glæde og inderlighed. Det kan vi understøtte gennem sange, fortællinger og forskellige aktiviteter med børnene.

Som perler på en snor går festerne gennem året, og kalder forventninger og genkendelsens glæde frem i børnene. At skabe en årstidsfest er som at knytte bånd mellem kultur og natur, og på den måde kan vi give børnene en oplevelse af dyb samhørighed med verden.